Den hellige dåbs sakramente
Sådan som en husfader enfoldigt skal forklare det for sin husstand.
For det første
Hvad er dåben? Svar: Dåben er ikke kun simpelt vand, men er vand, indbefattet i Guds befaling og forbundet med Guds ord.
Hvilket er da dette Guds ord? Svar: Dér, hvor vor Herre Kristus hos Matthæus i det sidste kapitel siger: “Gå derfor ud i al verden og lær alle folkeslagene og døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.”
For det andet
Hvad giver eller nytter dåben? Svar: Den virker syndernes forladelse, forløser fra døden og Djævelen og giver alle dem, der tror det, den evige salighed, således som Guds ord og løfte lyder.
Hvilket er da dette Guds ord og løfte? Svar: Dér, hvor vor herre Kristus hos Markus i det sidste kapitel siger: “Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som ikke tror, skal blive fordømt.”
For det tredje
Hvordan kan vand udrette så store ting? Svar: Vandet gør det ganske vist ikke, men Guds ord, som er med og ved vandet, og troen, som stoler på dette Guds ord i vandet. For uden Guds ord er vandet simpelt vand og ingen dåb, men med Guds ord er det en dåb, det vil sige et nåderigt livets vand og et genfødelsens bad i den Hellige Ånd, som Paulus siger til Titus i det tredje kapitel: “Ved genfødelsens bad og fornyelsen i Helligånden, som han rigeligt udøste over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi ved hans nåde skal være retfærdige og arvinger til det evige liv i håbet. Det er vist og sandt.”
For det fjerde
Hvad betyder da denne vanddåb? Svar: Den betyder, at den gamle Adam i os skal druknes gennem daglig anger og bod og dø med alle synder og onde lyster, og der i stedet for dagligt skal fremkomme og opstå et nyt menneske, som skal leve evigt for Gud i retfærdighed og renhed.
Hvor står det skrevet? Svar: Den hellige Paulus siger til Romerne i det sjette kapitel: Vi blev altså begravet med ham ved dåben til døden, for at, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, således skal også vi vandre i et nyt liv.